Det store byudviklingsprojekt Sejlgaard får nu for alvor luft under vingerne, og drømmen om at flytte i ny bolig tæt på skov og Funder Ådal er kommet et skridt nærmere.
Silkeborg Kommune har godkendt lokalplanforslaget for det 31 ha. store område, der udgør første etape af den nye bydel, der tager navn efter den historiske hovedgård midt i området.
Lokalplanen, som er i offentlig høring hen over efteråret, forventes at blive endeligt vedtaget i december i år.
En bydel for alle og til hele livet
Med lokalplanen er der lagt op til, at den nye bydel skal bestå af forskellige boligtyper i form af rækkehuse, kædehuse, dobbelthuse, klyngehuse, etageboliger, fritliggende enfamilieshuse og kompakt parceller. De forskellige boligtyper skal sikre et varieret udbud af boliger, der både kan henvende sig til unge, ældre, familier med børn, par og singler.
Der bliver også arbejdet på muligheden for at etablere en plejeboligbebyggelse tilknyttet en servicebebyggelse, ligesom der allerede er etableret en helt ny daginstitution i området.
”Helt fra projektets spæde start har det været vores vision at skabe en by med plads til alle. En mangfoldig by for alle aldre, livsfaser, familieformer og indkomster. Og det ser nu ud til at blive en realitet”, fortæller Henrik Steen Sørensen, regionsdirektør i Kuben Management, som også glæder sig over, at der er indgået købsaftaler med flere professionelle boligbyggere om opførelse af bydelens første boligprojekter.
Professionelle boligbyggere står klar
Der er indgået aftaler med Byggefirmaet Jørgen Højberg, Levehuse, FINK og VEM Byg om udbygning af i alt otte byggefelter. Dertil kommer, at Silkeborg Kommune har godkendt opførelsen af 94 nye almene boliger i området, som AAB Silkeborg og Silkeborg Boligselskab skal opføre i fællesskab. Første etape kommer dermed til at rumme ca. 300 nye boliger.
Efter planen skal byggeriet af de første boliger gå i gang i anden halvdel af 2026, imens den samlede udbygning af etape 1 forventes at være færdig i løbet af de kommende 3-4 år.
Afsæt i Silkeborgs kvaliteter
Kuben Management varetager projektledelsen og står sammen med ATRA arkitekter bag udviklingen af den nye bydel, som med inspiration i Silkeborgs brand som ”Danmarks Outdoor Hovedstad” har fokus på at binde Funder By og den fantastiske natur i ådalen sammen i en grøn forstad. EDC Projekt Poul Erik Bech har formidlet salget af udviklingsområdet.
Natur og kulturhistorie i centrum
Når udbygningen af den nye bydel går i gang, bliver det med fokus på områdets naturkvaliteter og kulturhistorie. For eksempel vil der blive værnet om den grønne allé, der pryder området i dag, ligesom den historiske herregård fra 1723 vil blive liggende som et historisk hjerte midt i den nye bydel.
Området omfavnes af Funder Skov, og skovkanten har derfor også været en formgivende faktor i planlægningen af det fremtidige bylandskab.
Ønsker om dagligvarebutik
”Når Sejlgaard engang er fuldt udbygget, forventer vi, at den nye bydel vil indeholde op mod 800 nye boliger, offentlige funktioner og en ”mini-bymidte” med forskellige indkøbsmuligheder og byfunktioner”, fortæller Henrik Steen Sørensen, som også kan fortælle, at de i øjeblikket arbejder målrettet på, at der kan opføres en ny dagligvarebutik i området nord for herregården. -”Det ved vi, er et stort ønske blandt mange i lokalområdet, og vi håber derfor, at det lykkes at realisere en dagligvarebutik til området.”
Lokalplanen for den nye dagligvarebutik forventes igangsat ved årets udgang.
Udviklingen fortsætter
Når første etape er færdig, fortsætter udviklingen mod syd og vest. I alt dækker byudviklingsområdet ca. 80 ha., og visionen er, at hele området på sigt udvikler sig til en ny bydel med forskellige boligtyper, byfunktioner, grønne kvaliteter, mødesteder og fællesskaber.